Generalforsamlings referat 2018

Ordinær generalforsamling

 

Dato:              3. juni 2018 

Mødested:      Lumsås forsamlingshus 

Fremmøde:     23 parceller var fremmødt – ingen fuldmagter  

1. Valg af dirigent

Torben Jensen (suppleant i bestyrelsen) blev valgt.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

2. Valg af referent

Søren Clauding (medlem af bestyrelsen) blev valgt.

3. Bestyrelsens beretning

Formand Doris Andersson afgav bestyrelsens beretning for 2017/18:

Møder og aktiviteter siden sidste ordinære generalforsamling

Der er afholdt 3 bestyrelsesmøder, og referaterne fra møderne er sendt ud til orientering til de medlemmer, vi har mail adresser til. Referater er samtidigt opsat i orienteringsskabet på strandarealet.

Desuden er der afholdt oprydning på strandarealet den 12. maj, igen i år en hyggelig og arbejdsom dag. Der blev tæmmet vilde hybenroser, så vi kan sidde i læ af dem, der blev fjernet nogle gamle materialer (træ og fliser) og der blev fjernet sten på bådrampen.

Mht. sten på bådrampen er det brugerne, der løbende skal sørge for at fjerne sten. Bestyrelsen har foreslået, at bådejerne laver en kommunikationskæde, så de kan mødes og hjælpe hinanden med at fjerne sten resten af sæsonen.

Badebroen

Vi fik 2 krabbebroer monteret til indvielse sommeren 17. Det fremgår af regnskabet at krabbebroerne kostede 22.000 kr. Pengene til det projekt, var bevilget af Odsherred Kommune, så det har ikke været en omkostning for grundejerforeningen. Fra dag ét har det været en fornøjelse, at se hvor meget krabbebroerne bliver brugt.

Ved starten af badesæson 2017 måtte vi konstatere, at vinterens vejr havde ændret på sandbunden, så den gamle stige ikke kunne nå ned til bunden. Derfor måtte vi investere i en ny trappe Det kostede foreningen 13.000 kr., som er taget fra budgetposten ’uforudsete udgifter’. Vi fik ved samme lejlighed gjort trappen mere brugervenlig ved at montere rækværk i begge sider af trappen. Vi håber, at flest muligt er hjulpet på den måde.

Badebroen har gennem flere år været oppe fra uge 16-38. Der har været mange forespørgsler, om vi kan forlænge sæsonen og bestyrelsen har derfor undersøgt, om det kan lade sig gøre. Det lykkedes at få en aftale om, at broen kan være oppe til uge 44, mod en mindre merbetaling for forsikringen. Bestyrelsen har besluttet, at det afprøves i år. Så i stedet for at badebroen er oppe i 22 uger, er den oppe i 28 uger i 2018.

Der har været hændelser, hvor badende har været generet af fiskeline og fiskekroge og bestyrelsen vil gerne henstille til, at det respekteres, at det er en badebro, hvor badende i alle aldre skal kunne færdes uden risiko for at træde i fiskekroge.

Kragemosevej

Kragemosevej har gennem flere år givet os alle problemer, fordi vi har oplevet, at selvom vi lige havde fået ordnet vejen, var der meget hurtigt huller igen.

Det har givet anledning til mange drøftelser i bestyrelsen, om hvad vi skulle gøre, for at forbedre resultatet af vores indsatser. Efter at have konsulteret både fagfolk i kommunen og andre grundejerforeninger, besluttede vi at bede to firmaer om at give deres bud på, hvordan vi bedst kunne gribe det an. Vi spurgte vores daværende leverandør Gunnor Nielsens Eftf. og Minientreprenøren om forslag og tilbud.

Minientreprenørens forslag var på mange områder nytænkning og bestyrelsen endte med at foreslå hans løsning på generalforsamlingen i 2016. Her blev det besluttet, at den øverste del af vejen skulle renoveres med fjernelse af underliggende asfalt og med nyt grus samt Dustex.

Den renovering blev foretaget i marts 2017.

Derefter udførte Minientreprenøren forårets sædvanlige arbejde (revet og tromlet) på resten af Kragemosevej i april. I juni blev vores del af Panterstien revet og tromlet, og Minientreprenøren foretog reparation af eget arbejde på første del af Kragemosevej. Desuden blev der udlagt Dustex på hele området. Dustex havde været i restordre fra Norge.

Bestyrelsen har løbende via referater, informeret om forløbet med vores nye leverandør Minientreprenøren, hvor både vi og de øvrige grundejerforeninger ikke var helt tilfredse med arbejdet på den første del af Kragemosevej. Minientreprenørens påstand var, at det var sommerens heftige regn og for tung kørsel på vejen, der var årsag til, at vejen ikke holdt så godt som forventet.

Som bestyrelsen har informeret om gennem mødereferater, valgte Minientreprenøren at trække sig fra samarbejdet. Grunderforeningens vejformand LULU MØLLER-RASMUSSEN indgik herefter en aftale med vores tidligere leverandør Gunnar Nielsens Eftf., som i uge 43 i bearbejdede vejen på en helt anden måde end han tidligere har gjort. Han brugte grovere grus og desuden gravede han riller på udvalgte steder langs vejen.

Når vi konkluderer på forløbet, oplever vi, at den øverste del af Kragemosevej er langt bedre nu, end den var tidligere. Det har hjulpet at få fjernet asfalten under gruset.

Minientreprenørens rådgivning omkring grus inspirerede os også til at bruge noget grovere grus, og det grus, der blev lagt ud i efteråret, fungerer rigtig fint.

Som det fremgår af regnskabet, har vi i 2017 brugt ca. 72000 på vejen mod et vedtaget budget på 45.000. Det er en overskridelse af budget på 60%. Den ekstra omkostning skal forklares i den dyrere behandling vi måtte foretage efter sommerens heftige regnskyl. En så ekstrem våd sommer er dyr, når man har en grusvej. Jeg talte i forløbet med vejformanden for grundejerforeningen på Ordrupnæs, og han fortalte, at han forventede at deres budget ville blive overskredet med 100% - og med den sammenligning, er 60% trods alt noget mindre

Konklusionen hos bestyrelsen lige nu er, at vores vej aldrig har været bedre end den er lige nu. Vores ambition er, at det er det niveau vi tilstræber, vi fortsætter med den leverandør vi har nu – og vi bliver ved med at anvende den grovere grus om efteråret, så længe det anbefales som bedste løsning.

Vi vil i øvrigt opfordre Grundejerne til på eget initiativ, at fylde små huller op hurtigst muligt, når de begynder at opstå. Derved kan man ofte forhindre dem i at blive større og vanskeligere at reparere. Husk også at vejen holder betydelig længere, hvis man kun kører 20 km ned ad vejen.

Kommunikation og opbevaring af personlige data

Vi er nu oppe på at have mailadresser til 87% af medlemmerne. Vi vil selvfølgelig gerne op på 100%, og det skal vi nok komme i løbet af nogle år.

Mht. persondataforordningen der trådte i kraft den 25. maj, vil bestyrelsen tage det op til drøftelse på næste bestyrelsesmøde. Herefter sender vi et dokument ud til alle, i forhold til hvordan de personlige data opbevares.

Vejdirektoratet

Vej 21 er en statsvej som Odsherred kommune ikke vedligeholder. Derfor kontaktede vi Vejdirektoratet vedr. den store vandansamling for enden af Kragemosevej, der opstod efter regnvejr. Vi var heldige, at få fat i en meget kompetent og handlekraftig mand, der indenfor 1 uge sørgede for, at der blev gravet render så vandet kunne løbe fra. Vi har ikke haft problemet siden.

Bestyrelsen har et projekt, hvor vi gerne vil opnå at få nedsat farten på vej 21 udfor Kragemosevej. Tanken er, at få den fartnedsættelse der er gældende på strækningen ud for købmanden forlænget, hen til busstoppestedet ud for Kragemosevej. Indtil nu har vi ikke haft held med vores henvendelser, men projektet er ikke opgivet. Hvis der er nogle, der har oplevet uheld ifm. ind og udkørsel Kragemosevej/vej 21 – så vil bestyrelsen gerne høre om det.

Privat kloakering

På kommunens hjemmeside kan man læse, at 6 etaper på Vig Lyng, Hønsinge Lyng og Ellinge Lyng kloakeres i perioden 2017 til 2025. Herefter er der ikke lavet planlægning for resten af Odsherred. Man har udvalgt de vigtigste områder og lader til at have budgetmæssige udfordringer i forhold til videre planlægning.

Vedr. grusbunkerne blev der blandt mødedeltagerne stillet spørgsmål om deres placering. Det blev forslået, at gruset lægges, hvor der er oftest er brug for det. Bestyrelsen efterlyste konkrete forslag til ændret placering og påpegede samtidigt, at mulige steder kræver aftale med de parcelejere, der måtte blive berørt af placeringen. For nærværende er bunkerne placeret to steder langs Kragemosevej, én bunke i hver ende, mod tidligere blot ét sted Efter at vejene senest er blevet istandsat, er der ikke et klart billede af hvor behovet for grus er størst. Bestyrelsen har fokus på problemstillingen og vil undersøge mulighederne, på baggrund af eventuelle konkrete forslag fra medlemmerne.

Der blev fra flere sider i forsamlingen udtrykt tilfredshed med vejens nuværende tilstand. Det blev påpeget, at Kragemosevej i tidens løb er vokset i højde (30-40 cm menes der, at være iagttaget). Fordelen ved den højere vej er fraløbet af vand ved voldsomt regnskyl. Tidligere opstod der små søer, når vandet ikke kunne løbe væk. Men vejens højde bør blive holdt i ave.

Spørgsmålet om vedligeholdelse af stikvejene blev rejst, og der blev fra bestyrelsens side refereret til en tidligere generalforsamlingsbeslutning, der fastslår, at vedligehold af stikveje er parcellerne på de pågældende vejes ansvar – grus kan vederlagsfrit rekvireres i nødvendigt omfang fra grundejerforeningen. (Jævnfør ordensregler punkt 11)

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2017

Herunder orientering om grundejerforeningens penge flow

Iben Lorentzen (kasserer) gennemgik kort regnskabet for 2017, som er blevet udsendt til medlemmerne og pegede specifikt på, at der var budgetteret et underskud på 43.000 kroner og at underskuddet var blevet begrænset til 33.000 kroner.

5.  Orientering fra Pumpelaget, herunder budget for 2017

Gert Juhl-Laugesen havde meldt afbud. I stedet orienterede Doris Andersson overordnet om, at der for øjeblikket finder et nødvendigt vedligeholdelsesforløb sted, som aktuelt indebærer, at der bliver indhentet diverse tilbud vedr. specifikke opgaver, herunder udskiftning til mere håndterbare dæksler.

Nærmere information kommer i forbindelse med referat fra næste bestyrelsesmøde.

Der blev fra forsamlingen spurgt til vand kvaliteten og Doris kunne bekræfte, at seneste måling var perfekt, og at der foretages ny måling i juni 2018.

6. Fremlæggelse af budget for grundejerforeningen 2019.

Budgettet er udsendt til medlemmerne og blev vedtaget med følgende tilføjelse: Jf. beslutningen under punkt 7, indkalkuleres en kontingentstigning på kr. 204 pr. parcel.

7. Hjertestarter på central beliggenhed

Der var 100 procent enighed blandt de fremmødte beboere om, at gennemføre etablering af hjertestarter jf. fremsendte budget. Det udløser dels en éngangsydelse på kr. 204/parcel samt en årlig vedligeholdelsesudgift på kr. 30/parcel. Med vedtagelsen vil éngangsydelsen blive opkrævet som tillæg til kontingentet for 2019. Beløbet bliver eventuelt reduceret, idet der søges tilskud fra Tryg fonden jf. det fremsendte tilbud.

Bestyrelsen igangsætter de nødvendige tiltag, herunder fastlæggelse af placering. En beboer har tilbudt opsætning af hjertestarteren i hans carport på hjørnet af Kragemosevej/Bæverstien. Der var generelt enighed om, at dette kunne være en hensigtsmæssig placering. Der vil desuden være mulighed for deltagelse i kurser i hjertestarterens funktion. Mere herom i det videre forløb.

8. Fastlæggelse af kontingent ud fra budget 2019

Kontingentet for 2019 blev vedtaget til kr. 864 på baggrund af beslutningerne under pkt. 7 og 8.

Bliver vi bevilget en fadderordning af Trygfonden, bliver kontingentet reduceret med et tilsvarende beløb. Bestyrelsen orienterer så snart der er modtaget svar fra Tryg fonden, forventeligt omkring nytår 18/19.

9. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen

      9.1 Valg af bestyrelsesmedlemmer:

      Lulu Møller-Rasmussen: Blev genvalgt med applaus.

      Gert Juhl-Laugesen: Blev genvalgt med applaus.

      Doris Andersson: Blev genvalgt med applaus.

       9.2   Valg af Suppleanter:

      Marion Clauding: Blev genvalgt med applaus.

      Torben Jensen: Blev genvalgt med applaus.

10. Valg af revisor og revisor suppleant:

Revisor Martin Carlsen og Revisor suppleant Gitte Jensen blev begge genvalgt med applaus.

11. Eventuelt

Der blev stillet forslag om/henstillet til, at bådejere mødes regelmæssigt og indbyrdes aftaler regelmæssig vedligeholdelse af bådpladsen.

Der blev foreslået montering af skilt ved badebroen, som oplyser at fiskeri med fiskekroge fra badebroen ikke er tilladt. Iben kunne fortælle, at der allerede er taget initiativ dertil og at hun vil foranledige, at skiltet hurtigst muligt sættes op.

Bjarne Kristensen, Grævlingestien 1, ønsker information omkring hvor tit brønden ved hans grund bliver renset. Da Geert Juhl-Laugesen havde meldt afbud, afventer dette spørgsmål et svar.

-ooOoo--

Mødet hævet kl. 12:00.

 

/Søren Clauding