Referat fra generalforsamlingen den 16. juni 2012 på strandarealet.
Generalforsamlingen var indkaldt ved skrivelse af 23. maj 2012, med følgende
dagsorden:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab
- Fastlæggelse af kontingent ud fra budget
- Forslag
Se vedlagte bilag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
og suppleanter
På valg er 2 bestyrelsesmedlemmer:
Berit Nielsen( ikke villig til genvalg)
Flemming Lund ( ikke villig til genvalg)
Valg af suppleanter
På valg: Gert Juhl-Laugesen
En ny suppleant
- Valg af revisor og revisorsuppleant
På valg Gitte Jensen og Martin Carlsen
- Eventuelt.
Der var repræsenteret 34 stemmeberettigede parceller, heraf 3 med fuldmagt, som udgjorde
i alt 68 stemmer.
Ad. 1 – Valg af dirigent.
Formand, Flemming Lund bød velkommen og foreslog på bestyrelsens vegne Johanne Gjalbæk som dirigent. Der var ingen modkandidater
og Johanne Galbæk blev valgt.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet iht. vedtægterne.
Martin Carlsen gjorde opmærksom på, at der var fejl i indkaldelsen, idet han blev valgt som revisor-suppleant
sidste år og ikke Erik Nielsen.
Ad. 2 – Bestyrelsens beretning.
Formanden fortalte, at bestyrelsen have undersøgt forespørgslen omkring snehegn fra sidste
års generalforsamling og bestyrelsen var kommet til den konklusion, at det ikke var rentabelt at investere i dette.
Vandproblemerne på Minkstien er tilsyneladende nu løst. Det var drænrøret på Oles gård som
havde været stoppet. Alle de berørte grundejere på Minkstien får nu renset røret i forbindelse med, at hoveddrænledningen i Kragemosevej bliver renset og foreningen opkræver særskilt for dette på samme
måde som med Gnaverstien.
Badebroen kan holde mellem 1-3 år endnu og vi er tæt på at have penge nok til en ny bro.
Bestyrelsen havde besluttet, at vejen blev lavet inden pinse. Og hvis det ikke holder vil den blive lavet
igen engang i efteråret.
Der er holdt en del møder for de 4 grundejerforeninger, som er med i pumpelaget. Den ene pumpe står til udskiftning og der skal ske løbende vedligeholdelse af pumperne og rørene.
Under
beretningen blev der spurgt til hvem, der står for at lave de store huller i vejen ved Kragemosevej.
Vedligeholdelsen påhviler de grundejerforeninger, der benytter tilkørselsvejen. Kragemosegårdens Grundejerforening står
for vedligeholdelsen og fordeler udgiften til de øvrige grundejerforeninger.
Der bliver lagt grusbunker ud og folk er velkommen til at fylde hullerne.
Odderstien forespurgte om der kunne lægges en bunke grus ud for deres vej, idet
de store biler vender der og laver mange huller. Det blev noteret af bestyrelsen.
Der blev forespurgt om der ikke kunne komme støvbinder på vejen allerede i maj, bestyrelsen har noteret dette.
Beretningen blev herefter enstemmigt
godkendt.
Ad. 3 – Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
Kasserer, Tom C. Mortensen, gennemgik regnskabet.
Der er stadig nogle parceller, der mangler
at betale kontingent.
Det blev oplyst, at udgiften til badebro er steget lidt. Der har været nogle reparationer samt en lille forhøjelse af vederlag til dem, der sætter broen op. Udgiften til møder og generalforsamling
er steget, idet bestyrelsen har valgt at få udbetalt kørselsgodtgørelse i forbindelse med indkaldelse til møder.
Der blev spurgt om posten skyldige restancer ikke kunne ændres til tilgodehavender. Dette blev taget til
efterretning.
Regnskabet blev herefter enstemmigt godkendt.
Ad. 4 – Fastlæggelse af kontingent ud fra budget.
Kasserer,
Tom C. Mortensen, gennemgik budgettet.
Kontingentet stiger i år, idet pumpelaget har fremsendt ekstraordinær engangsopkrævning på grund af, at den over 40 år gamle pumpestation skal totalrenoveres og der skal ske
en udskiftning af en defekt hoveddrænledning i indeværende år. Fremover vil det normale kontingent til pumpelaget også blive højere end tidligere, da pumpelaget budgetterer med øgede udgifter til renovering/udskiftning
af de gamle hovedledninger de kommende år.
Der skal derfor i år 2012 betales kr. 400,00 i alm. Kontingent, og hvis man bruger båderampen kr. 50,00, engangsopkrævning til pumpelaget kr. 650,00, i alt enten kr. 1.050,00
eller kr. 1.100,00.
Der var herefter en saglig diskussion omkring ekstraopkrævningen, pumper, vand, vandløb mm.
Der var nogen som mente, at bestyrelsen burde have underrettet om den store opkrævning fra pumpelaget
noget før.
Tom oplyste, at bestyrelsen havde fået opkrævningen for kort tid siden og bestyrelsen mente at have varetaget foreningens interesser på bedste måde.
Budgettet blev herefter enstemmigt godkendt.
Ad. 5 – Forslag.
Dirigenten startede ud med at rykke forslag 3, fra Jesper Thaysen, op. Jesper Thaysen var ikke til stede, men havde givet en fuldmagt. Efter en lille diskussion mellem medlemmerne blev
forslaget enstemmigt forkastet.
Johanne motiverede sit forslag (1). Afstemningen var skriftlig. 50 stemte imod, 8 stemte for, 7 var blanke og 2 undlod at stemme. Da der skal være 2/3 stemmer for forslaget, blev dette forkastet.
Martin motiverede
sit forslag (2) som herefter blev diskuteret. Afstemningen var skriftlig. 20 stemte imod, 39 stemte for , 6 var blanke og 3 undlod at stemme. Da der skal være 2/3 stemmer for forslaget, blev dette forkastet.
Forslag 4 blev motiveret. Afstemningen
var skriftlig. 40 stemte imod, 18 stemte for , 2 var blanke og 8 undlod at stemme. Da der skal være 2/3 stemmer for forslaget, blev dette forkastet.
Gert motiverede sit forslag (5) og forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Ad. 6 – Valg af bestyrelsesmedlemmer.
Der skulle vælges 2 nye bestyrelsesmedlemmer. Jesper Thaysen havde skrevet i sin fuldmagt, at han gerne ville stille op. Endvidere stillede Gert Juhl-Laugesen op.
Begge blev
enstemmigt valgt.
Som 1. suppleant blev Niels Peter Andersen enstemmigt valgt og som 2. suppleant Iben Lorentzen enstemmigt valgt.
Ad.7 – Valg af revisor og revisorsuppleant.
Gitte
blev enstemmigt genvalgt som revisor og Martin Carlsen blev enstemmigt genvalgt som suppleant.
Ad. 8 – evt.
Jesper fra Mårstien havde 3 punkter som han gerne ville have med i referatet.
- Det er konstateret, at skovflåterne i området er smittet med borrelia så hundejerne især skulle være opmærksomme. Man skulle evt. kontakte sin dyrlæge, da en pipette ikke ville være nok.
- Jesper
oplyste, at han havde konstateret, at efter der var blevet lagt grusbunker ud forsvandt det ret hurtigt og han mente det ikke blev brugt i grundejerforenigen.
- Da han bor i området hele året har han kunne konstatere, at mange af de høje
træer er sårbare og han er bange for, at der vil ske skader. Han ville derfor opforde folk til at fælde de meget høje træer inden de gør skade.
Martin nævnte, at bestyrelsen burde gennemgå hjemmesiden
for stavefejl. Han efterlyste, at indkaldelsen med bilag til generalforsamlingen blev lagt på hjemmesiden samtidig med udsendelsen. Dette blevet taget til efterretning af bestyrelsen.
Generalforsamlingen sluttede kl. 16.15 og dirigenten
takkede for god ro og orden.
Berit Nielsen
Flemming Lund
Referent og substitut for sekretær formand
(i protokollen foreligger referat i underskrevet stand)